Difference between revisions of "Forord"

From
Jump to: navigation, search
(Created page with "Det er nærmest dagligt, vi hører om tyverier af personoplysninger o. lign. fra mange forskellige typer af virksomheder samt indbrud eller uautoriseret adgang til fysiske ins...")
 
(No difference)

Latest revision as of 16:51, 6 June 2017

Det er nærmest dagligt, vi hører om tyverier af personoplysninger o. lign. fra mange forskellige typer af virksomheder samt indbrud eller uautoriseret adgang til fysiske installationer eller IT-systemer. For ca. to år siden var der trusler fra den internationale hackergruppe Anonymous om at bryde ind i danske vandselskabers IT-systemer.

På samme tid afholdt DANVA et fælles seminar for sine netværk, og en af ildsjælene bag det foreliggende kompendie om IT-sikkerhed i forsyningsbranchen foreslog at etablere et nyt netværk med fokus på IT- sikkerhed. Som sagt så gjort. Udover generelt at ”netværke” har medlemmerne, som du kan se en oversigt over længere fremme i kompendiet, valgt at bruge kræfter på at udarbejde nærværende kompendie om ITsikkerhed.

Det er besluttet, at kompendiet udover IT-sikkerhed ligeledes omfatter generelle sikkerheds forhold, fysisk sikkerhed, omkring overvågning og adgangskontrol.

Målgruppen for kompendiet er IT-chefer (sikkerhedschefer) og/eller IT-ansvarlige i forsyningsselskaberne, men det skal pointeres, at selskabernes administrerende direktører ligeledes bør sætte sig ind i materialet, da ansvaret for selskabets IT-sikkerhed og øvrige sikkerhedsforhold altid i sidste ende vil blive placeret på direktørens skuldre.

Formålet med kompendiet er at sammenstille relevant viden og gøre den tilgængelig for alle selskaber i forsyningssektoren, hvorved der vil skabes en generel forbedring af IT-sikkerheden og den fysiske sikkerhed.

Fra DANVA skal lyde en stor tak til ildsjælene i netværket, der har bidraget til nærværende kompendie til glæde og gavn for fælleskabet.

God læselyst!

Carl-Emil Larsen, direktør i DANVA

Den 5. oktober 2014